Når nogen spørger, hvad jeg laver, siger jeg altid, at jeg er journalist. Men jeg mener reporter. Min professionelle identitet er reporterens: Jeg drager ud i verden, og bærer noget af den tilbage.

[Reportage; af fransk, re + portage =  tilbage + at bære.]

Historier. Jeg skriver om alt muligt – gerne om udvikling og forandring – til tidsskrifter, blade og aviser. Jeg er god til at vinkle – og en vinkel er en påstand, som læseren kræver belæg for. Som rejsende reporter finder jeg mange af mine historier i udlandet.

Foto. Jeg tager også billeder, især når jeg er på udlandsrejse. Jeg kan ikke prale af at være lige så dygtig som fotograf-kollegaerne, men enkelte gode billeder bliver det til alligevel.

Film har jeg kun lavet få stykker af, et par dokumentarfilm og enkelte informationsfilm. Men jeg laver gerne flere – sammen med mit netværk af dygtige filmfolk i Filmby Århus, hvor jeg også har mit kontor.

Professionelt er jeg med i en række foreninger:

* Games – Gambia Media Support
* FUJ – Foreningen for Undersøgende Journalister
* Dansk Journalistforbund, FreelanceGruppen
* International Media Support (IMS)
* Nairobiklubben – af ulandsjournalister