Forfatter og foredrag

Burning witch. Photo: Lotte MøllerDet er fedt at holde foredrag. Jeg kan godt lide at komme ud et sted, få kontakt til de forsamlede og levere et præcist input.

Ofte viser jeg billeder til fortællingen, jeg går gerne i dialog, og de tilstedeværende bliver både underholdt og oplyst – i hvert fald griner de tit.

Jeg har også skrevet nogle bøger, blandt andet “Oprør fra hjertet”. Dem står der mere om længere nede på siden.

 

Her er syv  foredrag:

1. Humor i kommunikation – med humor som værktøj

 2. Humor gør livet lettere – et lynkursus på en aften

 3. Danske rødder – hvis forfædrene har noget at skulle have sagt 

 4. Den rejsende reporter – om at gøre rejsen til en levevej

 5. Mig og John Cleese – hvorfor er han så sjov?

 6. De sidste danskere på pampassen – om omvendt integration

 7. Med højre hjernehalvdel under armen  lær at få flere ideer

…og jeg har meget andet på hjerte, så ring og og lad os snakke om det.

1. Humor i kommunikation – med humor som værktøj

Når vi ler, husker vi bedre, og vi fortæller det videre. Humor er ofte en smutvej til nye ideer, og humor kan åbne sluserne for nye forståelser. Også idet personlige møde kan humor være vejen til folks hjerter.

Hvis humor fremmer forståelsen, så burde seriøs kommunikation være sjovere. Alligevel glimrer humor ved sit fravær i skrivelser fra virksomheder og offentlige kontorer.

Kom og lær, hvordan man styrker sin kommunikation med humor. Foredraget byder på øjenåbnende oplæg, sjove eksempler fra det offentlige Danmark og enkelte, opbyggelige øvelser.

Men humor kan også bruges som coping-strategi, når det hele er ved at blive for meget. Kom og hør, hvordan man kan bruge humor på arbejdspladsen – både i samarbejdet med kollegaer, som chef og som lønslave i bunden af hierarkiet.

Undervejs kommer vi ind på dansk humor, humor på tværs af kulturer og humorens dilemmaer. Humor skal bruges med måde og på den helt rigtige måde. Nemlig så modtageren er med og godt tilpas.

Jeg skræddersyr gerne foredraget, så det passer til jeres behov for mere effektiv kommunikation, bedre arbejdsmiljø eller sjovere møder.

2. Humor gør livet lettere – et lynkursus på en aften

Vi ved det jo godt: Humor virker – også i hverdagen. Den kan tage luften ud af en spændt situation. Den kan få os til at grine ad os selv. Den kan få os til at høre sammen.

Vi møder et krav om humor alle steder; på dating-sider og jobannoncer. Men hvor lærer man at bruge humor i parforholdet? Eller at se det sjove i en jobansøgning?

Kom og hør, hvorfor humor virker – fra Freuds teorier om vitsen til John Cleese’s ideer om humorens evolutionære betydning.

Foredraget tager sin egen medicin, så det er sjovt. For vi ved, at humor fremmer forståelsen. Alligevel glimrer humor ved sit fravær i de fleste officielle skrivelser og forelæsninger. Men sådan behøver det ikke at være.

Foredraget demonstrerer, hvordan humoren virker – fra timingen og de retoriske virkemidler til det personlige plan, hvor tilhørerne selv bliver sjove.

Brugt rigtigt, kan humor afvæbne modvilje, vende konflikter og bane vejen til et andet menneskes hjerte.

Omvendt skal vi passe på mobning og utilsigtede konflikter. Foredraget diskuterer humorens dilemmaer og om der er en særlig dansk slags humor: Danish Humor – so they can learn it.

3. Danske rødder – hvis forfædrene har noget at skulle have sagt

A tribute to the ancestors. Photo: Lotte MøllerI Danmark skal de fleste af os blot nogle få generationer tilbage, før vores historier fletter sig sammen. Så min families historie er også din historie – ”En folkets danmarks-historie” som anmelderne kaldte bogen ”Man er vel hardbo… 600 års familie-krønike fra Nordvestjylland”.

”Når en gammel mand dør, så brænder et helt bibliotek” lyder et vestafrikansk ordsprog. Jeg nåede heldigvis at redde meget af biblioteket, inden min far døde i 2005. Min far, Erling Møller, havde livet igennem indsamlet overleveringer fra gamle slægtninge og slægtsforsket helt tilbage til 1400-tallet.

Ud af det kom 100 fortællinger om hardboerne fra Hardsyssel. I foredraget oprulles fortællinger om barokkens bønder, om studedrivere i oplysningstiden, og om selvejerbønder, tyende og husmænd, der opdyrkede heden og dyrkede de fællesskaber og konflikter, der skabte vore dages foreningsdanmark.

Foredraget blander virkelige røverhistorier om hekse og voldsmænd med fortællinger om dansk fattigdom, om driftige mænd og om stærke kvinder.

I en grænseløs verden hjælper det at kende sine rødder. At vide, hvor vi kommer fra, giver os en pejling af, hvor vi er på vej hen, og hvad vi har med i bagagen – mere end et ståsted.  Se mere på www.MoellerJensen.net.

4. Den rejsende reporter – om at gøre rejsen til en levevej


At rejse er at skrive. I mere end 30 år har jeg som freelancejournalist rejst og fortalt historier fra de mest eksotiske steder i verden; fra Ildlandet i syd til Svalbard i nord, fra Mongoliet i øst til Mellemamerika i vest, fra Yemen, Kroatien, Liberia …

Gennem årene er det blevet til hundredevis af historier til aviser og forskellige blade som Hunden, Magisterbladet og Familiejournalen. Nogle af de bedste historier får nu nyt liv i foredraget om den rejsende reporter. Men foredraget løfter også sløret for, hvordan man kan leve af at rejse.

At tjene penge i verdens brændpunkter og fattige lande forpligter også. Som aktivist har jeg startet to foreninger, der hjælper medierne i fattige og konfliktramte lande, IMS (International Media Support) og GAMES (Gambia Media Support).

5. Mig og John Cleese – hvorfor er han så sjov?

Som generalinspektør i John Cleese Society of Århus & Omegn har jeg truffet John Cleese flere gange. Jeg  var  primus motor i de store John Cleese-festivaller i Aarhus Festuge, og i dag inddrager jeg Cleese næsten uanset, hvilket foredrag eller kursus, jeg holder.

Photo: Jens TønnesenKom og få hele historien om, hvorfor Cleese er så sjov og interessant. Foredraget tager os med på en løssluppen bar i Australien, til et uheldigt hotel i Torquay og til et møde på Tivoli Teatret i Aarhus, hvor Cleese fortæller om sig selv og sine døtre.

John Cleese’ største trick er, at han finder den sjove vinkel i en ellers træls situation. At det ikke er svært, ser vi masser af eksempler på i foredraget.

Foredraget blander erindringer med videoklip, både dem, vi kender, og nye optagelser, der aldrig før er vist. Vi ser udvalgte klip fra Monty Python, Fawlty Towers og Cleese’s mange undervisningsfilm. Foredraget handler mere om, hvad vi kan bruge Cleese til, end om Cleese’s eget liv. Se mere på www.Cleese.dk.

6. De sidste danskere på pampassen – om omvendt integration

Efterkommerne af de danske udvandrere til Argentina fortæller en helt særlig historie. Mange af dem taler stadig dansk, selv om de er tredje-, fjerde- eller femte-generationsindvandrere, de dyrker stadig de danske kirker og danske skoler, og de sender deres børn hjem på “opdragelses-rejser” til danske højskoler.

Men nu er det ved at være slut; de unge tænker globalt og vil hellere lære engelsk. Jeg har to gange besøgt de sidste danskere på pampassen og hørt deres historier – den ene gang med støtte fra Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle formål.

I foredraget møder vi indvandrer-frisøren Stella Lund, landmanden Leonardo Knudsen og min egen slægtning, økonomen Federico Thomsen. Foruden dyrlægen, agronomen, præsten, hesteopdrætteren, tømmeren, vognmanden og mange andre, der fortæller om et liv som indvandrere.

Det er en historie om en dansk kulturarv, som er ved at forsvinde. Men også en moderne fortælling om omvendt integration, om hvordan integrationen af danskerne lykkedes, selv om de i generationer holdt fast i deres danske værdier – eller måske netop derfor. Det kan vi måske lære noget af herhjemme i dag.

7. Med højre hjernehalvdel under armen  lær at få flere ideer

Kreativitet er ikke en medfødt evne, men en leve- eller arbejdsmåde, som er enhver forundt. Man kan lære at blive mere idérig, åben og faktisk kreativ.

Der er to slags mennesker: Dem, der spiller musik eller maler, alt det brødløse, i stedet for at tage en uddannelse. Og så er der os andre, der er bedre til det, som giver smør på brødet.

Den første gruppe arbejder bedst i højre hjernehalvdel, mens vi andre mere bruger venstre hjernehalvdel – og så at sige går rundt med højre halvdel af hovedet under armen. Og det er galt.

For vi har kun én hjerne at gøre godt med – og vi skal alle ud i den højre hjernehalvdel for at få en god idé, blive mere kreative eller få et nyt syn på tilværelsen. Foredraget handler om hvordan.

Som tilhører kommer du med på en tur, hvor du selv prøver nogle af de teknikker og lege, som virker – og vupti – fører til nye ideer og nye måder at se tingene på. Det kan man bruge ikke bare på jobbet, men også i foreningslivet og hverdagen.

Oplæg og øvelser kan skræddersys til en hvilken som helst forsamling og hvilken som helst udfordring, man står med.

Bøger, bøger, bøger.

“Oprør fra hjertet” er en skarp redigeret samtalebog med biskop Kjeld Holm og professor Steen Hildebrandt – om tro, håb og handling. Er der interesse for det,  holder jeg gerne foredrag om bogen, oprøret og tankerne bag.

Har skrevet håndbogen “Journalistic legwork that tumbled a president – A case study and guide for investigative journalists on how Filipino journalists uncovered the corruption of President Joseph Estrada, sammen med Jack Jackson, udgivet af Verdensbankens Economic Development Institute, 2001.

Diktatoren blev genvalgt – igen, -et studie i afrikansk demokrati”, Folkekirkens Nødhjælp 1998 – artikelsamling fra Kenya.

”Forbrydelse uden straf” – et studie om menneskerettigheder i Mellemamerika , Folkekirkens Nødhjælp 1996 – artikelsamling fra Guatemala.

Har skrevet bogen”Turen går til mentor-land – guidebog for mentorer og for dem, der får en mentor sammen med Lars Holmboe (2010) – brug den gerne. Jeg kommer også gerne ud og holder foredrag, er mentor eller leder mentorprocesser.

Har tidligere skrevet 100 fortællinger i “Man er vel hardbo – 600 års familiekrønike fra Nordvestjylland, 2004. Jeg holder stadig mange foredrag om bogen, min far og historierne om slægten.

Medforfatter og projektleder på analyseprojektet “Verden på tilbud”, Forlaget Ajour 2000.

© 2024

Tema af Anders NorenOp ↑