Who is he, by the way?
For nogle år siden lavede jeg en brevskole til unge gambiere, der ville lære at lave nyheder. Distance-læring for folk uden internet. I stedet for breve, fik de et USB-stik med film, eksempler, øvelser og mine oplæg på video.
I starten af kurset viste jeg dem, hvordan de kunne stoppe lærerens talestrøm ved at trykke på mellemrumstasten – og hvordan de kunne gå tilbage for at høre noget igen eller gå frem for at komme videre.
Det er måske sådan, jeg er. Det var også sådan, det begyndte, med en optagelse af mig selv.
Min første reportage var en radio-dokumentar til Århus Nærradio om den israelske undertrykkelse af palæstinenserne. Det var i 1984.
Året før rejste jeg rundt i Mellemøsten og boede blandt andet med palæstinensiske studenter på Bir Zeit universitetet. Mens jeg var der, massakrerede fundamentalistiske jødiske bosættere studerende på det nærliggende Hebron Universitet.
Det fik de studerende i Bir Zeit til at organisere protester på universitetet. Selv var jeg med til at organisere en protest inde i Jerusalem. Pludselig befandt jeg mig midt i demonstrationen med et skilt:
”We’re gonna tell it at home”...
Optagelserne af mig med skiltet gik verden rundt. På tryk og i tv havde jeg givet en global offentlighed et løfte om at fortælle det derhjemme. Derfor lavede jeg radio-dokumentaren om Palæstina, da jeg vendte tilbage til Danmark.
Later, I signed up for journalism studies – and here we are.
Before my educational journey, I worked as an unskilled worker, built playgrounds, made props in a theater and was a timber worker and driver at Århus Tømmerhandel, where I became a trustee. It was in the 1970s and we went on strike, and it was good, because I was red on the far left.
Min mur faldt i 1980, da det gik op for mig, at den kinesiske kulturrevolution var et undertrykkende bedrag. Da meldte jeg mig ud af det maoistiske KAP (Kommunistisk Arbejderparti, tidl. KFML, Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister).
Senere har jeg sagt undskyld i både Cambodja og Albanien for min vildfarende støtte til deres undertrykkere.
Siden har jeg ikke været med i noget parti. Jeg har fundet mig til rette som publicist med en kritisk, konstruktiv og dagsordensættende tilgang til journalistik – helt i tråd med Joseph Pulitzers indignerede redaktionspolitik for The New York World i slutningen af 1800-tallet. Det er det, Pulitzer-prisen stadig minder os om.
Dobbelt prisvinder: Selvom jeg aldrig har vundet nogen Pulitzer-pris, modtog jeg en meget hæderfuld pris i 2010, opkaldt efter Carsten Nielsen, en veteran i Dansk Journalistforbund.
Prisen blev givet for min frivillige indsats med IMS og GAMES, som jeg begge tog initiativ til og sad i bestyrelsen for.
En anden pris fik jeg i 1997 den årlige YEER Journalist Award på 7000 DM fra Young Europeans Environmental Research (YEER) – for en artikel om en ung forsker, der stolede på sig selv.
Facts about me:
Traditionally, it is now the time and place to thank my parents; my mother Anette Møller, a nurse’s aide, and my father Erling Møller, a school teacher, for my birth in August 1957. And my son Lynge.
I graduated from the Danish School of Journalism in 1989 after four years of study, including 1½ years at the local newspaper Lemvig Folkeblad.
Herefter freelance på pressebureauet Journalisterne, siden Mediedokken i Filmbyen, og indehaver af Tekst&Vision Aps.
…and right now, while writing these lines (back in 2008), I am sitting with my legs on the table, the computer in my lap, listening to Aimee Mann in the living room in an apartment in Graven 8, formerly a hippie community, now with valuable equities, while I wait for my 17-year-old son to come back from the movies.
English (UK) 
Dansk